Alene i madrid

Alene i Madrid – Nedturen & Opturen.

Niclas vendte snuden hjem lørdag og så var jeg alene i en uge. Men mit indlæg starter ikke der.

Niclas og jeg tog et kik på livet endnu engang, vi havde aftalt at dette var en af de gange hvor den skulle ha’ den gas. Så vi aftalte at gå på den pubcrawl vi havde været på tidligere. Her har vi mødt en masse dejlige mennesker som forstår både at feste, men også det som vi nyder at være åbne over for andres kulturer, man kan endda sige at de er ligeså interkulturelle som vi er. Men dem var vi så sammen med og hyggede os fint.

Aftenen blev mange så tog hjem fra byen, en fra pubcrawlen tog med hjem og hyggede videre. Vi var ikke i humør til at sove så vi drak lidt videre, herfra begynder min nedtur som jeg oplevede.

Jeg vågner ved et-tiden og sender gæsten hjem. Jeg opdager at Niclas allerede har rejst. Nå tænker og vender mig og sover videre.  Jeg vågner ved 5 tiden og står op, hvor jeg måske har de værste tømmermand jeg nogensinde har haft. Jeg tager et bad og spiser den pizza vi har i fryseren. Mere er der ikke at fortælle om den dag, for den er faktisk gået i glemmebogen af eget ønske.

Så kommer næste dag. Her skulle jeg til det andet stadion i byen, der skulle nemlig være storkamp imellem Atl. Madrid og Sevilla.  Den havde jeg besluttet mig for at se.

Men inden det skulle jeg jo have nogle penge at købe en billet for. Jeg syntes selv jeg havde været smart med at vente med at hæve penge, så jeg ikke skulle betale gebyr flere gange. Det vidste sig så at være utroligt dumt.

Jeg kommer ud fra lejligheden og prøver at hæve penge i den nærmeste automat, den siger der er en teknisk fejl. Jeg tror at det bare er automaten der er noget galt med, men for lige at være sikker går jeg på McDonald’s for at se om det virker, og ingen problemer der.

Nå nu har jeg jo så fået konstateret at kortet virker og tager til stadion for at købe mig en billet. Da jeg kommer af metrostationen er der endnu en hæve automat, den prøver jeg da lige. I det jeg gør det samme som på sidste automat, sluger den mit kort. Nu står jeg så i Madrid uden et kreditkort og uden penge. Jeg spørger nogle spaniere om de vil hjælpe mig, det vil de godt. De ringer til det nummer der står på automaten, og efter et stykke tid for jeg af vide jeg skal komme tilbage i morgen når filialen har åbent. For det var jo søndag.

Så jeg vender snuden hjem og passer mig selv. Jeg får tilsendt lidt penge for ellers er det utroligt surt at være alene.

Men dagene vender efter at jeg ha fået penge. Om tirsdagen tager jeg over for at købe nogle billetter til storholdet Atl. Madrids håndboldskampe. Det skal lige siges at håndbold er en andenrangs sport i Spanien, hvilket bare gjorde det endnu sjovere for mig skulle det vise sig.

Jeg tager så hen for at købe de billetter i et kvarter jeg aldrig havde været i før. Går lidt rundt og finder endelig den gade hvorpå billetkontoret skulle ligge, det viser sig også at være et rigtigt kontor med en computer der kan printe billetter, og så med en utrolig glad mand.  Vi får snakket lidt sammen. Jeg snakkede lidt gebrokkent spansk og han lidt gebrokkent engelsk men det var nu meget sjovt. Så google translate må lige en smule ind over samtale.

Men jeg fortæller at jeg godt vil have billetter til de næste tre kampe, og bestiller de dyreste til 15 euro stk. Hvilket er ingenting sammenlignet med fodbolden, der koster de billigste omkring 30-40 euro og de dyreste til topkampe omkring 1500 euro. Så jeg slipper billigt for noget af den bedste håndbold man kan fremdrive i denne verden.

Jeg fortæller ham så at jeg er fra Danmark, og at en af spillerne på holdet også er, Nikolaj Marcussen.(Man er vel stolt af at være dansker). Han siger så at han arbejder på stadion, og at jeg skal gå over et sted for  Nikolaj Marcussen siger han. Dette forstår jeg intet af men siger okay og vi ses senere.

Så er kampdagen kommet og jeg tager derover, jeg er åbenbart i alt for god tid, stadion åbner først en halv time inden kampstart.  Så jeg finder mig noget at spise, det var nu mest fordi jeg skulle på toilettet. Jeg finder et fast-food sted som virkede forståeligt men får alligevel købt noget forkert. Så efter lidt tid kommer en ung far og mor med en dreng på 4 år og med en af deres mødre ind, de er meget højlydte og manden virker som en rigtig nar, men dette skulle vise sig at være forkert.

Han går en lille tur og jeg kan se han vender tilbage med en 2 liters cola. Han kigger over på mig og siger ”muy caliente” og vifter lidt med trøjen. Jeg kan kun give ham ret at det er varmt. Så spørger han om jeg vil ha’ et glas og jeg virker lidt afvisende,  men alligevel kommer han over med det , hvilket jeg faktisk var glad for.

Det var bare slet ikke forventet af en mand som lignede en stor nar kom over og gjorde det hele lidt lettere når man nu var alene og i et små dårligt humør.

Så er det blevet tid til at komme over til stadion, her ser jeg med det samme manden fra billetkontoret, jeg går lige over og siger hej, han siger at jeg skal finde ham efter kampen. Dette gør jeg så, også fordi han fra gulvet under kampen lige vinker til mig, så jeg er sikker på at det bliver jeg nød til.

Så siger han til nogle af dem omkring sig at jeg er stor fan af Marcussen og så siger at han lige skal finde ud af hvad han kan. Så venter jeg i 5 min. Han kommer tilbage og siger okay, så går vi derhen. Vi går over banen, alle andre har forladt stadion. Jeg står nu sammen med nogle sikkerhedsvagter, en kæreste til en spiller og 5 andre som har relationer til holdet.

Efter lidt kommer træneren Dusbaishev ud af omklædningen, jeg havde fået besked på at vente udenfor omklædningen. Så går ham som havde vist mig derover han og snakker med ham, jeg kan se kan kigger lidt på og så kommer han over og siger hej. Det skal lige siges at det er måske er verdens største hold og træner det sker ved. Man alt om han kommer over og vi snakker lidt. (så jeg bliver nok snart hentet til Madrid for at spille håndbold)

Men så står jeg og venter på Marcussen og en 5-6 spillere er trådt ud af omklædningen, så kommer han så ud og jeg går over og snakker med ham.  Vi står og snakker i en 10 min. og han virker faktisk til at gide at snakke. Vi siger så farvel og på udgangen af det siger træneren nu lige farvel igen.

Så jeg har lige fået lov af en mand der ”bare solgte nogle billetter”, til at han faktisk var en som kunne åbne nogle døre for mig. Der stod jeg med adrenalinen kørende for det havde jeg aldrig prøvet før, at stå og snakke med nogle af de største mennesker indenfor håndbold. Jeg følte mig som en der var noget, at jeg fik lov til gøre det, men oplevelsen blev også forstærket af at jeg var alene om denne ”bedrift”.

Det skal så også lige siges at da jeg stod og snakkede med Marcussen følte jeg mig utrolig lille. Dette har jeg ikke følt længe, det er sjældent du står og snakker med en mand på 2,11 m…

Er du dårlig til spansk bliver du nemmest kendt....

.... er måske ikke lige det man forbinder med virkeligheden normalt. Normalt har man måske nemmere ved at få succes i verden, jo bedre du er til jo flere sprog, og netop med den tanke i baghovedet har jeg tilmeldt mig en sprogskole i Madrid. De er utroligt søde, og eftersom jeg oftest er den eneste elev til stede til undervisning, skræddersyer de deres undervisning til mine behov.

Min første dag fortalte jeg om mig selv, at jeg havde været i Danmark for at spille et skuespil. Rektoren på skolen spurgte mig om jeg var skuespiller, og jeg svarede ham at ja, det måtte jeg vel være. Den næste dag på jeg kom på skolen havde han en seddel klar til mig. På den stod der: CASTING PLAYSTATION. Det var en casting til en Playstation reklame, sjovt nok, og de søgte en udlændning der kunne tale spansk med en gebrokken accent - nu jeg tænker over det ved jeg faktisk ikke om det var en hentydning fra rektoren.

Castingen fandt sted i dag, og jeg har været ovre med Christopher og aflægge audition. Nu venter vi på at de ringer i morgen, og fortæller om vi har fået en af de to roller.

Reklamen handler om en person der er forelsket i en pige, men taler dårligt spansk, derfor har han fået sin ven Jorge til at hjælpe ham med at skrive et kærlighedsbrev til hende, som han så læser op for hende på et webcam. Jeg går ud fra at det vel foregår over en Playstation (deres samtale altså).

Det er sjovt som tilfældigheder kan give dig helt unikke oplevelser en gang i mellem.

Spaniens nationaldag

Den 12. oktober er spaniens "Fiesta Nacional", eller på dansk, Spaniens nationaldag. Spanien er faktisk så priviligerede at de har to af disse, den anden er nemlig den den 6. december hvor deres grundlov blev underskrevet, men den 12. oktober fejre de Columbus opdagelse af Amerika - og det har de gjort lige siden 1987. Dagen har historisk set været en helligdag i Spanien siden 1981, men den går endnu længere tilbage i tiden under navnet "Dia de la Hispanidad", Hispanidads Dag. Hispanidad er, sammenligneligt med det engelske Commonwealth, en sammenslutning af de tidligere spanske kolonier og Spanien.

I 1987 skiftede den nationale helligdag altså navn til "Fiesta Nacional", og sådan er den blevet fejret lige siden. En tilføjelse til dagen kom i år 2000, hvor det også blev dagen man fejrede de spanske militære styrker rundt om i verden. Det fejres hvert år med en militær parade i Madrid. Uheldigt nok gik vi desværre glip af paraden, og udover den sker der ikke meget mere på Fiesta Nacional. Man kan måske sammenligne den lidt med Store Bededag i Danmark. Folk har fri, men de bruger hverken dagen på at bede eller fejre deres land. De nyder bare at have en dag de kan slappe lidt af.

Så meget er der egentlig ikke ved Fiesta Nacional, men måske skulle vi heller ikke have forventet det rene karneval. Vi fejrede i stedet dagen ved at slentre rundt på Plaza Mayor, og se på alle de spanske børnefamilier der var ude at gå tur. Meget afslappet national dag!

Moncloa

Vi vidste før vi tog af sted, at de spanske unge ofte mødes i parker og hygger, vi vidste desværre bare ikke hvor. Men efter nogle dages research fandt vi ud af at mange unge mødes i Parque del Oeste – lige i nærheden af bus- og metrostationen Moncloa. Så næste morgen pakkede vi en rygsæk – lidt læsestof, noget cola og en fodbold – og tog linea 3 (gul linje) til endestationen Moncloa. Det var da også et lidt andet syn der mødte os da vi kom ud af metroen. Hvor de fleste metrostationer domineres af det mere modne publikum, er Moncloa derimod propfyldt med unge, der skriver SMS’er, griner og snaver midt i metrogangene.

Vi kommer op fra metrostationen, og spotter hurtigt parken lige ud fra hovedindgangen. Det er et stort bakket og grønt landskab, med folk der sidder rundt omkring og spiser frokost og snakker. Men vi blev dog lidt skuffede, for vi havde fået af vide at stedet skulle være fyldt til randen med unge mennesker. Det vi får øje på er cirka 15 personer, der sidder med godt mellemrum, i en alt for stor park til at man kan mærke et fællesskab. Vi går længere ind i parken, for at finde et fladt areal at spille fodbold på, men parken er mere bakket end en bølgegang i stiv kuling, så det taget et godt stykke tid før vi finder noget, der minder om at det kunne være en plæne til fodbold. Det gør dog ikke så meget, for parken er meget smuk, med sine endeløse stisystemer, og flotte grønne træer.

Da vi finder stedet er der ikke mange mennesker i nærheden, men vi begyndt at spille alligevel, for vi tænkte at der nok kom nogen forbi alligevel. Men de eneste der kom forbi var gamle ægtepar, motionister og folk der var ude og lufte hund. Vi burde nok have vidst fra os selv, at ingen teenagere orker at gå så langt ind i parken som vi gjorde, vi gik jo nærmest i 7 minutter. Så efter at have svedt af, smutter vi tilbage mod metrostationen. Lidt skuffede måske, men for at være ærlige, så havde vi fra starten fået af vide at de unge mest mødtes der om aftenen, og nu var det jo en tidlig eftermiddag en torsdag, så chancerne for at møde mange unge var heller ikke de helt store. Vi må prøve igen en anden gang!

Løb i Parque de Retiro

Madrilenerne har intet problem med at jogge og holde sig i form - netop til løb har vi forstået at de gør særlig meget brug af Parque del Retiro. Parque del Retiro var i 1960'erne nærmest mest en skov. Der var ikke noget parkanlæg, men de ældre indbyggere i Madrid gik ture mellem træerne, og satte sig for skygge. Som tiden gik blev den nærmest et samlings- og mødested for madrilenske pensionister. De begyndte at medbringe deres egne stole og borde, og det blev et populært sted at mødes og spille domino. Efter et par år blev der endda afholdt domino turneringer i parken, og den fik øgenavnet "Las Vegas" pga sine dominospil under åben himmel. I 1980'erne fik Madrids myndigheder øjnene op for "parkens" popularitet, og anlagde stier, toiletter og blomsterbede for at imødekomme de madrilenske ældre.


Siden har parken været brugt til alle mulige forskellige ting - ældrecenter, et mindesmærke for terrorangrebet og nu altså også til sport og motion. Det er en rigtig flot park at løbe i. Eller det havde vi i hvert fald hørt, for det viser sig nemlig at parken allerede lukker klokken halv 5 om eftermiddagen - og der er det alt for varmt for os at løbe. Så da vi begav os afsted på vores løbetur klokken tre om natten kunne vi naturligvis ikke komme ind - men til gengæld har vi nu fundet vores løberute for resten af turen, så vi kan overholde vores 10 ugers træningsprogram.

Mange hilsener fra Madrid!

BernaBank!

Så er vi tilbage igen på bloggen. I dette øjeblik hvor jeg skriver dette, sker der noget af det vildeste jeg længe har oplevet. Vi var taget over til Bernabeu (Real Madrids stadion), og ville købe billetter til fodbold. Så efter det gik vi ind på Burger King for at bruge deres wifi(ja right....). Der sidder vi og spiser, efter jeg lige har spildt en hel sodavand på 0,75 cl ud over det hele - Men det er jo bare fordi jeg elsker at være i centrum.

Så sker det så, vi hører en masse politisirener og skynder os hen til vinduet for at se hvad det er, for det lød som at mindst 10 sirerener var igang. Der stod vi og kiggede sammen med resten af Burger King.

Der må ha' været omkring 200 mænd, der stormede over en kæmpe vej fra stadionet, ud i de mindre gader. Nysgerrige, som vi er, beslutter vi os med det samme at skynde os ud for at se mere til det. Vi kommer ud på gaden og går i den retning de løb. Der er en lugt af øl og vejen er fuldt med glasskår. Vi kigger på hinanden og vi kan se på hinanden at adrenalinen kører for fuld udblæsning.

Så I det vi kommer rundt om hjørnet er der en kæmpe line-up af dem som løb, de står op af facaden og bliver kropsvisiteret. Nogle af de politimænd som stod derovre, bar på nogle utroligt store geværer, det lignede at de skød med gummikugler. Dette er den første bil som er på vejen også et bevis på. Den var totalt mærket af kuglerne, det var 20 huller i den.

Hooligansene begynder at gå væk, eskorteret af politiet, og der bemærker vi at alle forretninger har skodderne for. En forretningen åbner inden de er gået helt, og et lille hovede kigger frem, men skynder sig at lukke for skoderne igen, da han ser et par store støvler træde ned, lige foran hans ansigt.

Vi følger så efter hooligansene og politiet, og ser politiet visiterer dem længere nede af gaden. Rundt omkring os er der en masse mænd som nok har været en del af optøjerne, for de står og ringer og følger grundigt med. Den ene af dem som er omkring os sætter sig ned og græmmer sig til siden af overkroppen, det ligner at han var blevet skudt.

Madrid Madness

Så er vi landet i Madrid - Men ankomsten var ikke helt smertefri. Det første vi gør da vi komme ud af flyet er at ringe til vores udlejer, men hendes mobil bliver ved med at sige "Nummeret er optaget". Derefter kæmper vi os med vores bagage igennem flere tusinde (føles det som) kilometer af lufthavnskorridorer tl vi kommer frem til metroen - blot for at komme ind i den mest crowdede metrovogn i verden. Vi tager metroen fra lufthavnens terminal T1, T2 og T3, og skifter i Nuevos Ministerios, hvor vi skifter til en endnu mere fuld metro og tager den til Tribunal.

Spanierne fik den mega gode idé at placere Tribunal-metroen 2 kilometer under jorden, så man med 20 kilos bagage (plus håndbagagen) skal kæmpe sig op af tusindevis af trapper. Turen hjem var dog ikke slut endnu når man kom op til overfladen.

Det viser sig at Calle de Molino Viento er en "lille", og tilsyneladende den mest ukendte, gade i Madrid. Så at finde den var ikke helt let. Vi farede rundt i forskellige sidegader og spurgte om vej i en halv time, da vi løb ind i nogle politibetjente som gerne ville vise os hvor vi skulle hen.

Da vi kommer til lejligheden har vi stadig ikke fået fat i vores udlejer Johana, så det er med en vis frygt for at skulle sove på gaden, vi ringer på i apartamente 3D. Heldigvis var hun deroppe, og efter en hurtig rundvisning, og at have fået hendes rigtige nummer, kan vi pakke ud og gå ned og spise noget aftensmad.

Nu er vi madrilenere i de næste 30 dage! Hasta luego

Før afrejse

For at starte det hele sidder vi og reflekterer over vores valg af destination, og her er vi på dette tidspunkt lidt nedtrykte over vores valg, for hvad hvor meget kan vi opleve i Madrid.

Det hele er selvfølgelig for sjov, vi er zuper ekstatiske over denne tur til en helt fantastisk by. Vores location er selvfølgelig Madrid, Spanien.
Indtil videre er vores program på ingenmåde planlagt, men vi SKAL opleve den spanske stemning i sit højdepunkt. Vi har planer om at se noget sport, det kan være fodbold på Estadio Bernabeu, det kan være på Vicente Calderon og/eller endda håndbold på det nye tilkomne hold Atleticó Madrid. Vores lærer, Bobby Skræp, som er fuldblods Madrid-fanatiker, har overbevidst os om at vi også skal opleve "Madrids berømte Skinkemuseum".

Adios de Dragon & Chriz