Moncloa

Vi vidste før vi tog af sted, at de spanske unge ofte mødes i parker og hygger, vi vidste desværre bare ikke hvor. Men efter nogle dages research fandt vi ud af at mange unge mødes i Parque del Oeste – lige i nærheden af bus- og metrostationen Moncloa. Så næste morgen pakkede vi en rygsæk – lidt læsestof, noget cola og en fodbold – og tog linea 3 (gul linje) til endestationen Moncloa. Det var da også et lidt andet syn der mødte os da vi kom ud af metroen. Hvor de fleste metrostationer domineres af det mere modne publikum, er Moncloa derimod propfyldt med unge, der skriver SMS’er, griner og snaver midt i metrogangene.

Vi kommer op fra metrostationen, og spotter hurtigt parken lige ud fra hovedindgangen. Det er et stort bakket og grønt landskab, med folk der sidder rundt omkring og spiser frokost og snakker. Men vi blev dog lidt skuffede, for vi havde fået af vide at stedet skulle være fyldt til randen med unge mennesker. Det vi får øje på er cirka 15 personer, der sidder med godt mellemrum, i en alt for stor park til at man kan mærke et fællesskab. Vi går længere ind i parken, for at finde et fladt areal at spille fodbold på, men parken er mere bakket end en bølgegang i stiv kuling, så det taget et godt stykke tid før vi finder noget, der minder om at det kunne være en plæne til fodbold. Det gør dog ikke så meget, for parken er meget smuk, med sine endeløse stisystemer, og flotte grønne træer.

Da vi finder stedet er der ikke mange mennesker i nærheden, men vi begyndt at spille alligevel, for vi tænkte at der nok kom nogen forbi alligevel. Men de eneste der kom forbi var gamle ægtepar, motionister og folk der var ude og lufte hund. Vi burde nok have vidst fra os selv, at ingen teenagere orker at gå så langt ind i parken som vi gjorde, vi gik jo nærmest i 7 minutter. Så efter at have svedt af, smutter vi tilbage mod metrostationen. Lidt skuffede måske, men for at være ærlige, så havde vi fra starten fået af vide at de unge mest mødtes der om aftenen, og nu var det jo en tidlig eftermiddag en torsdag, så chancerne for at møde mange unge var heller ikke de helt store. Vi må prøve igen en anden gang!

Løb i Parque de Retiro

Madrilenerne har intet problem med at jogge og holde sig i form - netop til løb har vi forstået at de gør særlig meget brug af Parque del Retiro. Parque del Retiro var i 1960'erne nærmest mest en skov. Der var ikke noget parkanlæg, men de ældre indbyggere i Madrid gik ture mellem træerne, og satte sig for skygge. Som tiden gik blev den nærmest et samlings- og mødested for madrilenske pensionister. De begyndte at medbringe deres egne stole og borde, og det blev et populært sted at mødes og spille domino. Efter et par år blev der endda afholdt domino turneringer i parken, og den fik øgenavnet "Las Vegas" pga sine dominospil under åben himmel. I 1980'erne fik Madrids myndigheder øjnene op for "parkens" popularitet, og anlagde stier, toiletter og blomsterbede for at imødekomme de madrilenske ældre.


Siden har parken været brugt til alle mulige forskellige ting - ældrecenter, et mindesmærke for terrorangrebet og nu altså også til sport og motion. Det er en rigtig flot park at løbe i. Eller det havde vi i hvert fald hørt, for det viser sig nemlig at parken allerede lukker klokken halv 5 om eftermiddagen - og der er det alt for varmt for os at løbe. Så da vi begav os afsted på vores løbetur klokken tre om natten kunne vi naturligvis ikke komme ind - men til gengæld har vi nu fundet vores løberute for resten af turen, så vi kan overholde vores 10 ugers træningsprogram.

Mange hilsener fra Madrid!

BernaBank!

Så er vi tilbage igen på bloggen. I dette øjeblik hvor jeg skriver dette, sker der noget af det vildeste jeg længe har oplevet. Vi var taget over til Bernabeu (Real Madrids stadion), og ville købe billetter til fodbold. Så efter det gik vi ind på Burger King for at bruge deres wifi(ja right....). Der sidder vi og spiser, efter jeg lige har spildt en hel sodavand på 0,75 cl ud over det hele - Men det er jo bare fordi jeg elsker at være i centrum.

Så sker det så, vi hører en masse politisirener og skynder os hen til vinduet for at se hvad det er, for det lød som at mindst 10 sirerener var igang. Der stod vi og kiggede sammen med resten af Burger King.

Der må ha' været omkring 200 mænd, der stormede over en kæmpe vej fra stadionet, ud i de mindre gader. Nysgerrige, som vi er, beslutter vi os med det samme at skynde os ud for at se mere til det. Vi kommer ud på gaden og går i den retning de løb. Der er en lugt af øl og vejen er fuldt med glasskår. Vi kigger på hinanden og vi kan se på hinanden at adrenalinen kører for fuld udblæsning.

Så I det vi kommer rundt om hjørnet er der en kæmpe line-up af dem som løb, de står op af facaden og bliver kropsvisiteret. Nogle af de politimænd som stod derovre, bar på nogle utroligt store geværer, det lignede at de skød med gummikugler. Dette er den første bil som er på vejen også et bevis på. Den var totalt mærket af kuglerne, det var 20 huller i den.

Hooligansene begynder at gå væk, eskorteret af politiet, og der bemærker vi at alle forretninger har skodderne for. En forretningen åbner inden de er gået helt, og et lille hovede kigger frem, men skynder sig at lukke for skoderne igen, da han ser et par store støvler træde ned, lige foran hans ansigt.

Vi følger så efter hooligansene og politiet, og ser politiet visiterer dem længere nede af gaden. Rundt omkring os er der en masse mænd som nok har været en del af optøjerne, for de står og ringer og følger grundigt med. Den ene af dem som er omkring os sætter sig ned og græmmer sig til siden af overkroppen, det ligner at han var blevet skudt.

Madrid Madness

Så er vi landet i Madrid - Men ankomsten var ikke helt smertefri. Det første vi gør da vi komme ud af flyet er at ringe til vores udlejer, men hendes mobil bliver ved med at sige "Nummeret er optaget". Derefter kæmper vi os med vores bagage igennem flere tusinde (føles det som) kilometer af lufthavnskorridorer tl vi kommer frem til metroen - blot for at komme ind i den mest crowdede metrovogn i verden. Vi tager metroen fra lufthavnens terminal T1, T2 og T3, og skifter i Nuevos Ministerios, hvor vi skifter til en endnu mere fuld metro og tager den til Tribunal.

Spanierne fik den mega gode idé at placere Tribunal-metroen 2 kilometer under jorden, så man med 20 kilos bagage (plus håndbagagen) skal kæmpe sig op af tusindevis af trapper. Turen hjem var dog ikke slut endnu når man kom op til overfladen.

Det viser sig at Calle de Molino Viento er en "lille", og tilsyneladende den mest ukendte, gade i Madrid. Så at finde den var ikke helt let. Vi farede rundt i forskellige sidegader og spurgte om vej i en halv time, da vi løb ind i nogle politibetjente som gerne ville vise os hvor vi skulle hen.

Da vi kommer til lejligheden har vi stadig ikke fået fat i vores udlejer Johana, så det er med en vis frygt for at skulle sove på gaden, vi ringer på i apartamente 3D. Heldigvis var hun deroppe, og efter en hurtig rundvisning, og at have fået hendes rigtige nummer, kan vi pakke ud og gå ned og spise noget aftensmad.

Nu er vi madrilenere i de næste 30 dage! Hasta luego

Før afrejse

For at starte det hele sidder vi og reflekterer over vores valg af destination, og her er vi på dette tidspunkt lidt nedtrykte over vores valg, for hvad hvor meget kan vi opleve i Madrid.

Det hele er selvfølgelig for sjov, vi er zuper ekstatiske over denne tur til en helt fantastisk by. Vores location er selvfølgelig Madrid, Spanien.
Indtil videre er vores program på ingenmåde planlagt, men vi SKAL opleve den spanske stemning i sit højdepunkt. Vi har planer om at se noget sport, det kan være fodbold på Estadio Bernabeu, det kan være på Vicente Calderon og/eller endda håndbold på det nye tilkomne hold Atleticó Madrid. Vores lærer, Bobby Skræp, som er fuldblods Madrid-fanatiker, har overbevidst os om at vi også skal opleve "Madrids berømte Skinkemuseum".

Adios de Dragon & Chriz