Alene i Madrid – Nedturen & Opturen.
Niclas vendte snuden hjem lørdag og så var jeg alene i en uge. Men mit indlæg starter ikke der.
Niclas og jeg tog et kik på livet endnu engang, vi havde aftalt at dette var en af de gange hvor den skulle ha’ den gas. Så vi aftalte at gå på den pubcrawl vi havde været på tidligere. Her har vi mødt en masse dejlige mennesker som forstår både at feste, men også det som vi nyder at være åbne over for andres kulturer, man kan endda sige at de er ligeså interkulturelle som vi er. Men dem var vi så sammen med og hyggede os fint.
Aftenen blev mange så tog hjem fra byen, en fra pubcrawlen tog med hjem og hyggede videre. Vi var ikke i humør til at sove så vi drak lidt videre, herfra begynder min nedtur som jeg oplevede.
Jeg vågner ved et-tiden og sender gæsten hjem. Jeg opdager at Niclas allerede har rejst. Nå tænker og vender mig og sover videre. Jeg vågner ved 5 tiden og står op, hvor jeg måske har de værste tømmermand jeg nogensinde har haft. Jeg tager et bad og spiser den pizza vi har i fryseren. Mere er der ikke at fortælle om den dag, for den er faktisk gået i glemmebogen af eget ønske.
Så kommer næste dag. Her skulle jeg til det andet stadion i byen, der skulle nemlig være storkamp imellem Atl. Madrid og Sevilla. Den havde jeg besluttet mig for at se.
Men inden det skulle jeg jo have nogle penge at købe en billet for. Jeg syntes selv jeg havde været smart med at vente med at hæve penge, så jeg ikke skulle betale gebyr flere gange. Det vidste sig så at være utroligt dumt.
Jeg kommer ud fra lejligheden og prøver at hæve penge i den nærmeste automat, den siger der er en teknisk fejl. Jeg tror at det bare er automaten der er noget galt med, men for lige at være sikker går jeg på McDonald’s for at se om det virker, og ingen problemer der.
Nå nu har jeg jo så fået konstateret at kortet virker og tager til stadion for at købe mig en billet. Da jeg kommer af metrostationen er der endnu en hæve automat, den prøver jeg da lige. I det jeg gør det samme som på sidste automat, sluger den mit kort. Nu står jeg så i Madrid uden et kreditkort og uden penge. Jeg spørger nogle spaniere om de vil hjælpe mig, det vil de godt. De ringer til det nummer der står på automaten, og efter et stykke tid for jeg af vide jeg skal komme tilbage i morgen når filialen har åbent. For det var jo søndag.
Så jeg vender snuden hjem og passer mig selv. Jeg får tilsendt lidt penge for ellers er det utroligt surt at være alene.
Men dagene vender efter at jeg ha fået penge. Om tirsdagen tager jeg over for at købe nogle billetter til storholdet Atl. Madrids håndboldskampe. Det skal lige siges at håndbold er en andenrangs sport i Spanien, hvilket bare gjorde det endnu sjovere for mig skulle det vise sig.
Jeg tager så hen for at købe de billetter i et kvarter jeg aldrig havde været i før. Går lidt rundt og finder endelig den gade hvorpå billetkontoret skulle ligge, det viser sig også at være et rigtigt kontor med en computer der kan printe billetter, og så med en utrolig glad mand. Vi får snakket lidt sammen. Jeg snakkede lidt gebrokkent spansk og han lidt gebrokkent engelsk men det var nu meget sjovt. Så google translate må lige en smule ind over samtale.
Men jeg fortæller at jeg godt vil have billetter til de næste tre kampe, og bestiller de dyreste til 15 euro stk. Hvilket er ingenting sammenlignet med fodbolden, der koster de billigste omkring 30-40 euro og de dyreste til topkampe omkring 1500 euro. Så jeg slipper billigt for noget af den bedste håndbold man kan fremdrive i denne verden.
Jeg fortæller ham så at jeg er fra Danmark, og at en af spillerne på holdet også er, Nikolaj Marcussen.(Man er vel stolt af at være dansker). Han siger så at han arbejder på stadion, og at jeg skal gå over et sted for Nikolaj Marcussen siger han. Dette forstår jeg intet af men siger okay og vi ses senere.
Så er kampdagen kommet og jeg tager derover, jeg er åbenbart i alt for god tid, stadion åbner først en halv time inden kampstart. Så jeg finder mig noget at spise, det var nu mest fordi jeg skulle på toilettet. Jeg finder et fast-food sted som virkede forståeligt men får alligevel købt noget forkert. Så efter lidt tid kommer en ung far og mor med en dreng på 4 år og med en af deres mødre ind, de er meget højlydte og manden virker som en rigtig nar, men dette skulle vise sig at være forkert.
Han går en lille tur og jeg kan se han vender tilbage med en 2 liters cola. Han kigger over på mig og siger ”muy caliente” og vifter lidt med trøjen. Jeg kan kun give ham ret at det er varmt. Så spørger han om jeg vil ha’ et glas og jeg virker lidt afvisende, men alligevel kommer han over med det , hvilket jeg faktisk var glad for.
Det var bare slet ikke forventet af en mand som lignede en stor nar kom over og gjorde det hele lidt lettere når man nu var alene og i et små dårligt humør.
Så er det blevet tid til at komme over til stadion, her ser jeg med det samme manden fra billetkontoret, jeg går lige over og siger hej, han siger at jeg skal finde ham efter kampen. Dette gør jeg så, også fordi han fra gulvet under kampen lige vinker til mig, så jeg er sikker på at det bliver jeg nød til.
Så siger han til nogle af dem omkring sig at jeg er stor fan af Marcussen og så siger at han lige skal finde ud af hvad han kan. Så venter jeg i 5 min. Han kommer tilbage og siger okay, så går vi derhen. Vi går over banen, alle andre har forladt stadion. Jeg står nu sammen med nogle sikkerhedsvagter, en kæreste til en spiller og 5 andre som har relationer til holdet.
Efter lidt kommer træneren Dusbaishev ud af omklædningen, jeg havde fået besked på at vente udenfor omklædningen. Så går ham som havde vist mig derover han og snakker med ham, jeg kan se kan kigger lidt på og så kommer han over og siger hej. Det skal lige siges at det er måske er verdens største hold og træner det sker ved. Man alt om han kommer over og vi snakker lidt. (så jeg bliver nok snart hentet til Madrid for at spille håndbold)
Men så står jeg og venter på Marcussen og en 5-6 spillere er trådt ud af omklædningen, så kommer han så ud og jeg går over og snakker med ham. Vi står og snakker i en 10 min. og han virker faktisk til at gide at snakke. Vi siger så farvel og på udgangen af det siger træneren nu lige farvel igen.
Så jeg har lige fået lov af en mand der ”bare solgte nogle billetter”, til at han faktisk var en som kunne åbne nogle døre for mig. Der stod jeg med adrenalinen kørende for det havde jeg aldrig prøvet før, at stå og snakke med nogle af de største mennesker indenfor håndbold. Jeg følte mig som en der var noget, at jeg fik lov til gøre det, men oplevelsen blev også forstærket af at jeg var alene om denne ”bedrift”.
Det skal så også lige siges at da jeg stod og snakkede med Marcussen følte jeg mig utrolig lille. Dette har jeg ikke følt længe, det er sjældent du står og snakker med en mand på 2,11 m…
